THE NATIONAL BRAND

A THEATRE MOVIE

KALEIDOSKOP - COPENHAGEN, BERLIN, NEW YORK CITY and HELSINKI 2005

In 2005 the Danish people and their elected parliament, Folketinget, decided to celebrate the 200 years birthday of the most famous Dane in history: Hans Christian Andersen, the fairy-teller who gave the children of the world stories like "The Ugly Duckling", "The Emperors New Clothes" and "Simple Simon".

A special HCA 2005 committee was founded, and a great number of theatres and film makers and artists all over the world were paid to make their personal tribute to the Danish National hero.

Also Das Beckwerk was commissioned to honour the great H.C. Andersen with a stage performance that turned into being a movie:

In a live television from world cities like Copenhagen, Berlin & New York we follow the reincarnation of the Danish National hero H.C. Nielsen in his attempt to make it big on the stages world wide. Haunted by a camera H.C. Nielsen seeks out a number of Hans Christian Andersen shows in Copenhagen, Berlin and New York City to take over the main part and the directing. As a natural born and raised Dane H.C. Nielsen is convinced that he is the real thing, the authentic H.C. that the world is waiting for.

But, alas! the world is unthankful, ungrateful, ignorant. Neither Robert Lepage, Frank Castorf at Die Volksbühne in Berlin or the stars at the Lincoln Centre in New York are willing to let the real Dane take over their part and enter the stage.

What should have been the real Danish fairytale turns into a nightmare. And at the end of 2005 the HCA 2005 committee is bankrupt, corrupted, Denmark and the Danish people are ridiculed and HC Nielsen lies at Ground Zero in the dark of the night, cold, dismissed and a long way from HOME.

Premiere: 10. September 2005 on Kaleidoskop, Copenhagen

The National Brand has also been performed in:

Svalegangen, Århus, Denmark, 5. - 22. October 2005
Baltic Circle - International theatre festival, Helsinki, Finland, 22. - 24. November 2005

Text: H.C. Andersen & H.C. Nielsen
Camera, staging and staged designs: Martin Tulinius
Film editing: Mikal Bing

On stage, on the wide screen and lost in the world was: H.C. Nielsen


The press wrote:

Derfor er det så rørende, mens jubelåret gudskelov går på hæld, at se ham selv træde ind og kæmpe for atter at blive hovedperson i sit livs eventyr. Dét gør han her i egen 200-årigt krumbøjet skikkelse, med høj hat og slæbende, snarere end flyvende, kuffert, og med sådan en uro i lem og gæring i tarm, så man skulle tro han var vestjyde, hvis ikke han havde talt så klingende fynsk.
Efter underholdende dialoger med hotelportieren - ham selv, anderledes maskeret, på to tv-monitorer, men med tilsyneladende forbindelse ud på scenen! - rejser denne Andersen, noller og sølle, men ikke helt uden værdighed, nu Danmark tyndt på en spøjs, men også lidt futil fodtur fulgt på video og med en hotelvæg som lærred i biografteaterets fikse og fleksible scenografi.
Das Beckværk er en uvurderlig energikilde til fornyelse af dansk scenekunsts udtryksmuligheder, aldrig ligegyldig. Og ikke mindre øjenåbnende i samarbejde med Tulinius som her - Georg Gearløs og Øjvind Ørn i parløb!

Søren Vinterberg, Politiken, 16. september 2005

¤

Claus Beck-Nielsens fynsktalende H.C. Andersen har virkeligt mange rørende facetter. Han er på én gang en mumlende Mr. Bean, en dickensk pjalteproletar og en ensom oprører, og som sådan kommer han til at stå i skarpest tænkelig kontrast til den glamourøse H.C. Andersen-fejring, som Claus Beck-Nielsen tydeligvis afskyr af et godt hjerte. På et tidspunkt ser vi således en forbløffet H.C. Andersen, der sidder på et hotelværelse og glor på en TV-skærm, der viser uddrag af det omstridte fødselsdagsshow i Parken 2. april, og pointen er klar som dagen: Det H.C Andersen-år, som HCA 2005 Fonden har været primus motor i, betyder, at Andersen drukner i et hav af bombastiske ligegyldigheder. Og »The National Brand« går endnu videre i sin uforsonlige satire over H.C. Andersen-året. (At »The National Brand« selv har fået en halv mio. kroner i støtte af HCA 2005 Fonden er i den sammenhæng et paradoks, der er til at tage og føle på!) I den del af forestillingen, der ikke er levende teater, men derimod film, tager H.C. Andersen først på en sørgmunter fodrejse fra Sjælland til Fyn. Bagefter beslutter han sig for at opsøge fejringerne af sig selv i det store udland, for kan han mon ikke på en eller anden måde få lidt indflydelse på, hvad det er for et billede, man - med HCA 2005 Fondens velsignelse - gerne vil tegne af ham? Digteren opsøger Robert Lepage i Berlin efter en opførelse af »The Andersen Project«, men bliver smidt ud af en af berømthedens assistenter. Han går også til reception efter premieren på »My Snow Queen«, men efter at have vekslet nogle ord med Volksbühnes kunstneriske leder, Frank Castorf, er det ud af vagten igen. Endnu mere forskrækkeligt bliver det, da han efter en lang taxitur (!) til New York City forsøger at få rollen som sig selv i Chen Shi-Zhengs musikteaterforestilling »My Life as a Fairytale«. Ingen vil høre på ham. Absolut ingen. Han står der midt i Lincoln Center og råber »I'm the real Hans Christian Andersen«, men helt forgæves, og han forsøger - igen forgæves - at gøre karriere the american way ved at begynde helt fra bunden. Til ingen verdens nytte. Til sidst må han forlade sit luderhotel og vende næsen hjemad igen. Hjem til gamle Danmark.

»The National Brand« er, som det turde være fremgået, også både skæv, skør, modig og mærkværdig, så længe det varer, og det betyder, at forestillingen - trods alt - løber med prisen som det hidtil mest originale bidrag til årets H.C. Andersen-fejring. Hulens svær at forsone sig med. Men også svær at komme udenom. Gad vide, hvad HCA 2005 Fonden synes om den?

Søren Kasserbeer, Berlingske Tidende, 14. september 2005

¤

Respekt! Det er, hvad Claus Beck-Nielsen vækker med sin forestilling The National Brand. Denne unikke performer er her transformeret til dobbeltfiguren H. C. Nielsen-H. C. Andersen. Og i de første minutter virker forestillingen faktisk bare som en veloplagt parodi på den H.C. Andersen-promovering, der har gjort Andersen aldeles fremmed for sig selv - i hvert fald hvis man forestillede sig, at han oplevede al hurlumhejet om sin person i 2005. Nej, nej, han må endelig ikke bruge sin egen underskrift, for den er solgt til japanerne-

Ihærdig selvopløsning
Denne satire ville være befriende og underholdende nok i sig selv. Men dobbelt-H. C. er langt mere udspekuleret og mere ambitiøs. Med Martin Tulinius som sin kamera-rejsekammerat videovandrer han både til Odense, Berlin og New York for at møde de teaterinstruktører, der har fået penge fra H. C. Andersen Fonden 2005 - og for at få hovedrollen i deres shows.

Møre følelser
The National Brand er 'ekstremt teater', fordi det blander virkelighed og fiktion på så forulempende og selvdestruktiv vis. Og det er 'faktionsteater', fordi videoen påstår en virkelighed, som alligevel er fiktion. Men det er også 'politisk teater', fordi det har så klart et budskab: At eneren vil gå til bunds i kapitalismen. Og det er måske det vigtigste 'dansker-teater' i 2005, fordi forestillingen formår at skildre det danske sind allermest nuanceret. Se den skal man i hvert fald. Og gerne før sin politiker.
Samtidig insisterer Nielsen på at skabe et 'følelsernes teater'. Til allersidst træder han ud af sine H. C.-roller og bliver sig selv - og der bliver så stille i det gamle Kaleidoskop som aldrig før. Han vil have os til at føle, siger han - føle den 'godartede nationalisme'. Det er Nielsens ord for den ellers uhåndterlige fædrelandskærlighed.

Her slår det sammen om de danske tilskuere. Nielsens fynske stemmeføring med alt det underforståede og udglattende, nå nej, uuuuglattende, har banket følelserne mere møre og modtagelige, end nogen kunne have anet undervejs.

Og så er det, at vi føler os dybt globalt ulykkelige - men også meget privilegerede over at bo her i Dannevang, selv om der er så meget, der skal gøres. Og så er det, at vi føler den sjældne, uforbeholdne respekt!

Anne Middelboe Christensen, Information, 13. september 2005