NIELSEN'S LIV - THE LIFE OF NIELSEN

a cellar under DAS BECKWERK - September-October 2002

- the worlds most boring documentary-soap -

Nielsen lived in another mans apartment, slept in another mans bed, used another mans computer, and each morning Nielsen used another mans toilet. Then one day the other man came home. And suddenly Nielsen was homeless, again. Where could Nielsen go? During the last twenty years in the life of Nielsen, Nielsen had moved more then thirty times. This time Nielsen had nowhere to go. What now? Nielsen said. On the street? On the beach? In Acapulco or on the stairs of Copenhagen Railway station?

By chance there was an empty space in the basement under the Das Beckværk-reactor. This fits me perfectly, Nielsen thought. And so Nielsen moved in. Nielsen moved into an abandoned stage marking, and besides the name, Nielsen brought his corpus and his belongings, and in addition to his corpus and belongings, he brought things he more or less accidentally found in the basements, corners and offices at the theatre. What now? Nielsen said. Nielsen then turned to the architect MAM with the simple request of a vision or sketch on how Nielsen, under the given circumstances, could create a space in which a life could be lived. Not just any life. The life of Nielsen!

Who is Nielsen? Nielsen is the Average Dane. Medium height. Grey-blue eyes. Nielsen. Born and raised in the province, Nielsen, like so many others, finds him self one beautiful morning being in Copenhagen. When Nielsen was a teenager he dreamt of sailing around the world on a genuine sailing-ship. Nielsen went to Anholt. But Nielsen didn’t get any further. Now, Nielsen isn’t so young any more, not so healthy nor fit as he was in his twenties. None the less, Nielsen is now more then ever an ordinary Dane. Yes, Nielsen can be seen as a representative Dane: Nielsen the Average Dane of 2002. Nielsen is single, Nielsen lives and eats and works alone. Nielsen has a child that he splits with another Dane. Five out of fourteen days Nielsen is with his daughter. Besides that, Nielsen works. Nielsen works allot. As the average Dane Nielsen has problems with separating work from home. Nielsen works from he gets up till he goes to bed. Sometimes Nielsen eats. Quick, and preferably while standing up, he stuffs him self with food. Just like the Average Dane, Nielsen is a lot on the Net, several hours a day Nielsen is writing and replying e-mails. Sometimes he speaks in a cell phone. Nielsen jogs. He divorced. Nielsen has trouble sleeping at night. It’s typical. Typical of these times: stress. After a long hard day, Nielsen goes to bed exhausted. But as soon as he hit the bed, he is wide-awake. Nielsen isn’t thinking about anything in particular. It’s the thoughts that are thinking with Nielsen. One hour. Four hours. Then Nielsen takes a pill.

In Danish theatre there is no tradition for the spectator to start a conversation with the actor on stage uninvited. When it comes to Nielsen, the spectator is referred to communicate with him per e-mail. If possible one could of course try Nielsen’s cell phone, but not while being in the performance-space, because there is no tradition in our culture of calling someone who stand, sits or lies in front of ones eyes. The exception in this case, is in the case of Nielsen not being home, the situation where the spectator is accompanied only by Nielsen’s belongings. And if Nielsen suddenly leaves the stage, yes, if Nielsen not only leaves, but walks out of the room - to use the bathroom, to go to the office at the theatre, to do the groceries at Netto or even bicycle all the way in to Copenhagen, maybe to collect his daughter at Rigshospitalets Børnehave (the state hospitals nursery school), also called Børneriget (the children’s state) - could one allow one self to follow Nielsen?

In Denmark there is no tradition for following an actor on the street, especially not if the actor is not know from TV, commercials or dogma-films. But in those cases where one knows the actor intimately or just as an acquaintance, then you are allowed to greet him, maybe even small talk a bit about the theatre industry, about a fascist theatre manager or just to share an anecdote from the Danish Art scene - but one does not follow him into the toilet, nor to the nursery school- well that is if one self doesn’t have urgent business to attend to at the mentioned places. In general there is no habit of following other people in Denmark, not in the public sphere, and certainly not in the private. The exception would be if one is a private investigator or a close relative and/or have an appointment or a public or extremely private matter at hand with the other person.

Because there is a tradition in Denmark of saving 10 kroners when buying three liters of milk, instead of the one liter you actually need, a logical consequence would be that some Danes would rather visit Nielsen, then pay 60 kroners for watching The life of Nielsen. Both Nielsen and the actor is aware of the risk of this happening, so both Nielsen and the actor is therefore prepared, in the event of such a "visit", to slam the door or hang up the phone.

The life of Nielsen is a documentary-soap about Nielsen’s life. Das Beckværk actually claims that there is no difference between The life of Nielsen and Nielsen’s life. Das Beckværk also claims that there is no difference between the actor and Nielsen. Whether or not Nielsen and The life of Nielsen consist of any truth is for the spectator to consider.
When the spectator sits in front of The life of Nielsen, they will probably ask them selves:
1) is this really Nielsen?
2) is this really The life of Nielsen?
The primary task for the actor in The life of Nielsen is therefore to make both Nielsen and The life of Nielsen as believable as possible, despite how average or extraordinary they at any moment might be. But it is the spectator that in the end must decide. The life of Nielsen is in the hands of the spectator. If the spectators do not find Nielsen believable, then Nielsen is not a real human being, nor does Nielsen have a real life.
With The life of Nielsen, Das Beckværk has given the spectator an ethical responsibility that far exceeds and go beyond what there is tradition and habit of doing within the Danish arts.
Das Beckværk asks the spectator acknowledge this responsibility and to bear it.

Opened in August 2002, at the Das Beckværk-reactor in Buddinge, Copenhagen.

In the room:
Nielsen: Nielsen

Architect: Merete Ahnfeldt Mollerup

THE DIALOGUE BETWEEN NIELSEN & THE WORLD

During the entire LIFE OF NIELSEN
he only communicated with the outside world
through the World Wide Web:

September-October 2002
the outside world, the public, le populas, the audience
had the possibility to communicate with or just to comment on Nielsen
live & direct on/in the Web

These are the results:



@
Posted by: DAS BECKVAERK Posted on: Aug 15th, 2002, 5:47pm

Her er Nielsen:

NIELSEN
Er der nogen derude?
Hallo!

@
Posted by: GODSKESEN Posted on: Aug 16th, 2002,10:24pm

Hvilken relevans vil du mene dit projekt har for mig ? Er du pengene værd. Eller skal jeg tage helt fra Køge for at opleve hvad jeg kan opleve derhjemme ???!!!
VH Godskesen

@
Posted by: CHRISTIAN SVANES KOLDING Posted on: Aug 17th, 2002, 8:32am

goddag herr nielsen... i applaud you from afar - though i will wait until september the first before my two hands meet in order to produce the much anticipated clap. i bare no other message for you, other than to wish you a good day - it was chance that i stumbled into this room - though good fortune is now what i would call it. fare well - be well.
mvh,
christian

@
Posted by: NIELSEN Posted on: Aug 17 th, 2002, 10:53am

Thanks, Christian, thank You. Godskesen, jeg kender dig ikke, jeg ved ikke, hvad der vil være relevant for dig og dit liv, brød, vand, søvn, samtalen med andre mennesker, jo jo, men mit Liv, den risiko må du selv løbe. Jeg forsøger i al beskedenhed bare at leve mit liv, og for at være sikker på, at det er mit liv, jeg lever og ikke nogen andens, så forsøger jeg lige så stille at være mig selv. Da man på teatret har været så venlige at lade mig bo her gratis, så føler jeg mig forpligtet til at gøre mit bedste og virkelig leve det liv, Nielsens Liv, som de har annonceret med i aviserne. Nielsen, siger jeg til mig selv, nu må du bare leve livet, vær dig selv Nielsen, siger jeg. Til mig selv. Jeg prøver at huske, hvordan jeg lever, hvordan jeg bevæger mig, hvordan jeg sidder, ligger, trækker jeg dynen helt op til næsen eller ligger jeg på ryggen med kanten af dynen som en linie hen over brystkassen? Jeg tror jeg kan huske det meste, jeg ved næsten præcis og ned i detaljer, hvordan jeg er. Men så snart de her mennesker sidder derude, så er jeg pludselig ikke sikker på, om jeg nu også gør det rigtigt, løfter koppen med vand i præcis det tempo, som jeg plejer at gøre. Jeg gør mit bedste, Godskesen, men jeg er pludselig i tvivl, om det nu også virkelig er Nielsens liv, jeg lever. Nu. Her. Og hvis ikke det virkelig er Nielsens liv, hvis liv er det så? Og hvis jeg ikke længere er i stand til at leve Nielsens liv, hvem er jeg så? Jeg ved ikke. Jeg tror jeg går mig en tur. Ud. Op i lyset. Det har jeg heldigvis lov til. Hvis det her er mit hjem, så har jeg også lov til at rejse mig, tage mine sko på og gå mig en tur. Godskesen. Vi ses?

@
Posted by: DAS BECKVAERK Posted on: Aug 17th, 2002, 4:01pm

Oplysning Presse Samfund!

Vi har konstateret, at Nielsen har forladt sit hjem. Det står ham selvfølgelig frit for, men af hensyn til publikum og Nielsens Liv, håber vi selvfølgelig, at han snart igen vender hjem. Vi vil oplyse om hans tilbagekomst.

På vegne af Das Beckværk
Værkføreren

@
Posted by: FOLKET Posted on: Aug 17th, 2002, 4:05pm

Nielsen! Vi savner dig...

@
Posted by: DAS BECKVAERK, Posted on: Aug 20th, 2002, 10:01am

Oplysning Presse Samfund!

Vi kan glæde publikum og andre interesserede med, at Nielsen er vendt hjem. Hvor længe han har være hjemme, ved vi ikke med sikkerhed, men her til morgen kl. 05:30 konstaterede teatrets rengøringskone ved selvsyn, at Nielsen lå i sin seng. Vi håber, at han bliver der - hjemme - foreløbig, af hensyn til forestillingen og af hensyn til vores - og dermed også hans eget - publikum.

På vegne af Das Beckværk
Værkføreren

@

Posted by: NIELSEN Posted on: Aug 22nd, 2002, 11:46am

torsdag middag og abolut mørke. Bortset fra skærmen. Ingen stjerner, ingen sol, ingen vind, ingen synlig horisont. Kun lydenes: helt nærved skærmens fine summen, og længere borte, bag væggen, eller væggene, maskinerne, udluftningssystemer, kølere, blæsere, svejseapparater, måske, eller en kolossal støvsuger, lyd bag ved lyd, der pludselig går i gang, med en skramlen, et brag eller et langsomt crescendo, og lige så pludseligt igen er væk, forstummet for måske flere timer siden. Her kommer ingen. En enkelt, måske, hver anden dag eller nat. Af og til skramler rengøringskvinden med sin kost ude i betongangen. Så igen den her summende, skramlende stilhed.

@
Posted by: DRAMATURG Posted on: Aug 28th, 2002, 10:34am

tirsdag 27. august kl. 20:33. En kvinde har købt Øjebliksbilletten og føres af kontrolløren fra Beckværkets foyer gennem værket, korridorer, trappeskakter og kældre ned i prøve(sprængnings)lokalet. Kvinden tager plads på første række midtfor. Kontrolløren går. Kvinden er alene. Nielsen er ikke hjemme.
tirsdag 27. august kl. 20:38. Nielsen kommer ind i prøve(sprængnings)lokalet, går over gulvet og ind på scenen. Han kommer tydeligvis lige fra badet: håret er vådt, et håndklæde slængt hen over den bare torso, bare fødder, sorte jeans. Han hænger håndklædet til tørre, børster tænder, tørrer hår, roder lidt i nogle papirer på sit skrivebord, tænder radioen, forskellige stationer knitrer forbi, han slukker igen, finder en ren t-shirt... Nielsen føler sig tydeligvis hjemme. Men set fra teatrets synspunkt er det AKKURAT som de første 5-7 minutter af et stykke Norén-realisme fra udgangen af firserne i forrige århundrede. Den absolut eneste forskel er, at på dette tidspunkt, efter 5-7 minutter, ville telefonen ringe, manden på scenen ville bare lade den ringe, telefonsvareren ville gå i gang: hans stemme ville høres, hans navn, måske oven i købet hans sociale stilling, vi ville kort sagt få ham præsenteret og samfundsmæssigt placeret, inden den anden stemme, sikkert hans ven, kollega eller hans elskerinde, ville lade sin stemme høre, sige sit navn og lægge en besked, som samtidig ville være en præsentation af deres forhold og hele stykkets konflikt. I aftenens udgave af Nielsens Liv udebliver telefonopringningen. Ouverturen til dramaet, som ikke selv er noget drama, men bare - så realistisk som muligt - skal forestille livet, fortsætter, bliver ved, tilsyneladende i det uendelige: Nielsen tager den rene t-shirt på, sætter sig og skriver lidt på computer, rejser sig og begynder at lave mad, som han siden hen spiser, det tager sin tid, halve og hele timer, han vasker hænder, børster tænder (igen?! er det nu realistisk?), reder seng, tager sin guitar, sætter sig og spiller og synger. Spiller og synger. Og så går Nielsen i seng: han lægger sig, bladrer lidt i en avis, skriver en note på sin blok, slukker lyset.
tirsdag kl. 23:59. Mørke.

@
Posted by: DAS BECKVAERK Posted on: Sep 1st, 2002, 10:23am

PSYKOLOGEN
Her bor han. Det her, mørket, bruset fra maskinerne, ventilationssystemerne, rørene, det er som at befinde sig nederst, lige over kølen i en kolossal færge på vej over et meget stille hav, det er altså hans liv. Nielsens Liv. De få, der kommer her, de få, der hører om det, tænker vel, stakkels mand, at bo sådan, i en betonkælder, uden lys, uden vinduer at slå op, uden naboer, og med toilet og bad langt borte på en anden etage i en anden bygning forbundet med denne via korridorer, sale og trapper. Men hvordan er det egentlig, i virkeligheden? Hvordan føles det?

NIELSEN
Fint.

PSYKOLOGEN
Det er lykken?!

NIELSEN
Lykken? Næh_ næh.

PSYKOLOGEN
Hvad er det så?

NIELSEN
Det er_ mit liv.

PSYKOLOGEN
Det er hans liv.

NIELSEN
Jeg ville ikke bytte med nogen, jeg ville hverken eje eller have eller leve nogen andens liv.

PSYKOLOGEN
Men hvorfor?

NIELSEN
Ved det ikke. Det er ikke fordi det er lykken_ det er slet ikke behageligt. Men det er heller ikke ubehageligt.

PSYKOLOGEN
Hvad så?

NIELSEN
Som årene går, bliver jeg mere og mere sikker på_ nervøs for_ overbevist om_ at jeg kunne bo stort set, hvor det skulle være. Hvad der nu falder sig for. Fint! Måske lige bortset fra standardhoteller af den slags, du ved, som er stort set ens over hele verden: en dobbeltseng, en lænestol, et bord med en stol og lidt brevpapir med hotellets logo og adresse - adressen er den eneste forskel fra det ene hotel til de andre - en sengelampe, en minibar med vin, øl, cola, chips, alkohol og et stykke dårlig chokolade, et stort farve-tv med femogtyve kanaler og et udvalg på mindst fem videofilm, du ved, action og porno. Der kan jeg ikke bo.

PSYKOLOGEN
Nej_?

NIELSEN
Der skal jeg dø. I en hotelseng, hvor som helst og ingen steder.
lang pause
Jeg har boet på fjortende sal i en revnet betonblok i udkanten af Moskva, og jeg har boet i en anden kælder, under et hus langt ude på landet hundrede kilometer syd for København. Otte kvadratmeter, ikke beton, men cement, og som denne kælder heller ikke egnet som menneskebolig. Der var et lillebitte vindue og en skorsten. Jeg slog hul i skorstenen og slæbte en gammel brændeovn ned ad trapperne, ind i de otte kvadratmeter, slog røret ind i skorstenen og tændte op. Og blev. Jeg boede der hele vinteren igennem. Det var mit liv. Det passede mig fint.

PSYKOLOGEN
Men hvorfor?

@
Posted by: DAS BECKVAERK Posted on: Sep. 1st, 2002, 2:05pm

Lad os gøre det helt klart, én gang for alle: Ja, vi sælger Nielsens Liv som en vare. Men det betyder ikke, at vi ringeagter Nielsen som menneske. Tværtimod. Vi finder Nielsens Liv værdifuldt. Nielsen er en eksemplarisk repræsentant for sit land og sin tid. For blot at nævne nogle få for danskeren tidstypiske ting, så er Nielsen single, stresset, i perioder søvnløs, yderst arbejdsom og komplet uden tro på noget som helst andet, end det, der er indenfor rækkevidde. Nielsens Liv er ikke værd at bevare. Men det er her og nu, typisk for sin by og sin tid. Lige som teatret. Derfor vil vi gerne give publikum adgang til at opleve det. På grundlag af nu 14 døgns erfaringer kan vi anbefale to perioder i Nielsens jævndøgn, som særligt seværdige, nemlig de timer, hvor Nielsen bevæger sig henholdsvis ind i og ud af dagen. I passagen fra søvnen til arbejdet og fra arbejdet ind i søvnen er Nielsen særligt menneskelig. I tidsrummene 8 til 10 og 22 til 01 er Nielsens Liv skrøbeligt, som kunne det hvert øjeblik sile gennem fingrene på ham og forsvinde ned i intet.

På vegne af Das Beckværk
Værkføreren

@
Posted by: SKUESPILLER Posted on: Sep 3rd, 2002, 10:31am

Jeg ved ikke, hvad der er meningen med Nielsens Liv. Jeg er vant til at have en historie at fortælle. Måske oven i købet et budskab. Her er der bare et menneske. Et menneske der lever sit liv. En mand, der står op hver morgen og går i gang. Med hvad? Han gør en frygtelig masse ting hver eneste dag. Jeg ved ikke hvorfor. Men han gør dem. Det er vel de her ting, alle de handlinger, han gør, som er hans liv. Så jeg... jeg forsøger bare at gøre alting så godt, det vil sige så præcist, som muligt. Udefra set er Nielsens Liv, når man går i detaljer, måske temmelig kaotisk. Men nu, hvor jeg har været Nielsen uafbrudt i mere end en måned, så ved jeg, at repetoiret af handlinger, bevægelser, han gør i løbet af dagen, er forbløffende begrænset. Jeg tror, jeg er ved at blive ganske god til det. Jeg gør, som han nu engang gør. Det er slet ikke så svært, som man skulle tro, når man tager i betragtning, at jeg ikke ved, hvorfor han gør, som han gør. Jo jo, jeg ved godt, hvorfor han rækker hånden ud og tager et glas vand: Manden er tørstig! Men derudover... Når her er publikum, giver det pludselig mening. Så har jeg med ét en grund til at leve Nielsens Liv. Jeg føler, at jeg lever for deres skyld. Når jeg rækker hånden ud og tager glasset med vand, så gør jeg det selvfølgelig, fordi Nielsen er tørstig. Men derudover? Den overordnede ramme? Meningen med det hele? Jeg gør det for dem. Publikum. Jeg giver Livet til dem. Og helst uden at de bemærker det. I teatret, på scenen, er jeg vant til at skulle rette min energi mod publikum. Ikke sådan, at jeg partout skal vende ansigtet mod dem. Jeg plejer bare at skulle vide præcis, hvor jeg har dem, og rette mit nærvær mod dem. Ikke her. I Nielsens Liv gælder det tværtimod om at leve som om, de slet ikke var her. Hvert eneste øjeblik modstå fristelsen til at gøre noget særligt for deres skyld. Jeg vil jo så gerne, at de får noget med hjem, en oplevelse, et eller andet. Jeg ønsker, at gøre noget for dem. Det er vel helt naturligt. Er det ikke? Hvis du er helt alene, og der pludselig kommer nogen ind til dig, så ønsker du spontant at få kontakt med dem, tale med dem, eller i det mindste vise dem, at du ved, at de er her. At I er sammen. Om noget. Hvad ved jeg. Umuligt. Ikke i Nielsens Liv. Det bedste, jeg kan gøre for mit publikum, ja det eneste rigtige her og nu er, at lade som om de ikke er her. Bare tage min tid, lade hver eneste bevægelse tage præcis de sekunder, uger, år, den nu tager. Der er alligevel ikke noget, jeg skal nå. Ikke noget punkt at nå frem til. Ingen forløsning. Der sker ingenting. Det begynder aldrig. Jeg fortsætter.

@
Posted by: NIELSEN Posted on: Sep 4th, 2002, 10:01am

Til alle og enhver, også dig!
Her til morgen, da jeg lå i min seng i det absolutte mørke, der hersker hernede, uanset hvornår på døgnet, man slukker lyset, da jeg altså lå hernede lige så stille og fredeligt og forsvarsløs og sov, kom nogen, en eller anden bygger eller lysassistent eller produktionsleder fra teatret herind med et vildtfremmed menneske. Det er for så vidt helt i orden. Sådan er betingelserne, og dem har jeg selv accepteret. Men, da der altså var helt mørkt, så går teknikeren hen og tænder lyset på mit skrivebord, sikkert af hensyn til denne sikkert såkaldte "betalende gæst", for at han skal kunne se noget, for at hans skal få noget for pengene, blive underholdt, eller oplyst, eller hvad fanden ved jeg. Men da han gør det, ham teknikeren eller runneren eller hvem det nu var, da han går helt ind i mit hjem og tænder lyset, så går han over stregen. Det vil jeg mene. Det er muligvis ikke i strid med loven, men det er i hvert fald et brud på de mest simple og almindelige menneskerettigheder. Man går ikke bare sådan uden videre ind i folks hjem, mens de sover og tænder lys. Det gør man ikke. Det er jo ikke noget sovjetisk fængsel det her. Eller hvad? Hallo! Hallo!!!

@
Posted by: DRAMATURG Posted on: Sep 6th, 2002, 10:20am

I nat vågnede Nielsen kl. 04:37, tændte lyset, så på sit ur og slukkede lyset. Klokken 07:41 tændte han igen lyset. Denne gang rejste han sig og forlod scenen i underbukser, gik helt ud af lokalet. 6 minutter senere kom han tilbage, lagde sig i sin seng og slukkede lyset. Kl. 08:12 blev lyset tændt for tredje gang. Denne gang stod Nielsen op, tog en T-shirt på (støvet blå med påskriften "The man who" hen over brystet) og gik straks i gang med sin morgengymnastik. Den består hver morgen af stort set akkurat de samme øvelser, hver morgen gjort i stort set akkurat samme rækkefølge, mens ghettoblasteren hver morgen spiller akkurat (ikke stort set, akkurat!) den samme CD. Når den sidste øvelse er gjort, fortsætter Nielsen bevægelsen ind i et par minutters oprydning. Han reder sin seng en smule, kaster lidt tøj i kassen med påskriften "Snavsetøj", hælder vand fra en karafel op i en hvid kop, sætter sig foran computeren og begynder at skrive.
Jeg ved ikke, hvorfor Nielsen lever sit liv, som han gør. Hvad er det, der driver ham? Han virker ikke specielt lykkelig. Men heller ikke særligt ulykkelig. Hver morgen står han op. Hvorfor? Der er tilsyneladende ikke nogen, der har bedt ham om at stå op. Der står heller ikke nogen ude i kulissen og venter på ham. Ikke desto mindre rejser Nielsen sig og går i gang med sit liv. Hvorfor? Hvad er det, der gør, at han ikke bare bliver liggende? Hvis et liv skal have nogen som helst dramatisk værdi, så må personen, der lever det, have nogle tydelige drivkræfter, karakteren må vide, hvad det er, han vil med sine handlinger. Hvis han har et klart mål med sit liv, så opstår muligheden eller risikoen for, at noget eller nogen kommer imellem ham og hans mål, står ham i vejen, afleder hans opmærksomhed, måske helt ændrer hans ønsker eller mål. Og så har vi dramaet: Skuffelse, raseri, jubel, kærlighed eller fortvivlelse.
Nu har jeg i snart en måned betragtet Nielsens Liv, og bortset fra de helt banale handlinger, som at forrette sit nødtørft, se på sit ur og hælde vand fra en karafel op i en hvid kop, så kan jeg stadig ikke se så meget som antydningen af et mål med det hele. Ikke sådan at forstå, at Nielsen spilder sin tid. Tværtimod. Bortset fra de timer, hvor han forsvinder i mørket og formodentlig sover, så er han i næsten uafbrudt aktivitet. Næsten. For ind i mellem, uden varsel, netop idet han skulle til at hælde vand op i koppen eller slukke for ghettoblasteren, så går han pludselig i stå, Nielsen, står helt stille mellem sine kasser og stirrer ud i mørket.

@
Posted by: DAS BECKVAERK Posted on: Sep 7th, 2002, 10:37am

Vi beklager! Nielsen er åbenlyst ligeglad med publikum. Modsat den danske skuespillerstand generelt, bekymrer det ikke Nielsen, om der kommer nogen til hans forestilling. Nielsen lever bare sit liv. Men vi derimod, teatret Das Beckværk, ønsker at pleje vores publikum og dialogen med publikum. Vi ønsker, at flest mulige mennesker får chancen for i et par minutter, timer eller år, at træde uden for verden og Tiden og ind i den tomhedens meditation, det er at overvære Nielsens Liv. Det kan stadig nås. Der er endnu knap 7 døgn tilbage. Billetpris kun 60 kroner.

På vegne af Das Beckværk
Værkføreren

@
Posted by: INSTRUKTOER Posted on: Sep 12th, 2002, 9:54am

Indtil videre har Nielsen gjort, som vi har aftalt. Levet sit liv. Nu knap en måned efter premieren er Nielsens Liv ikke længere præcis som det, vi nåede frem til i løbet af prøverne. Men sådan er det. Teatret. En levende organisme. Og indtil videre lever denne organisme regelmæssigt. Jeg er tilfreds. Og Nielsen? Han er mig en gåde. Der er intet usædvanligt ved ham. Det er det. Han havde jo lige fra begyndelsen en deadline: 1. september kl. 21. Men i kontrakten og programmet var indføjet en Risiko for forlænget spilletid. Og den blev forlænget. Men nu har teatret sagt stop. Og Nielsen? Han tager det pænt. Man mærker det ikke på ham. Han lever sit liv. Som før. Men det kan vel ikke blive ved? Jeg er klar over, at folk håndterer den slags situationer på forskelligste vis. Nogen går i panik, græder, skriger, forsøger at komme det uundgåelige i forkøbet ved at begå selvmord. Andre - for eksempel min farmor - reagerer helt modsat. Hun var 72, havde kræft, først i endetarmen, siden overalt, måske bortset fra håret og neglene. Hun svandt ind. Visnede. Til sidst var hun ikke andet end knokler og skind, og ind imellem nogle tærede indvolde. Det meste af sit liv havde hun været utilfreds, arrig og fuld af fordomme. Nu pludselig, i de sidste måneder, uger, timer, blev hun et helt andet menneske. Nærmest umenneskelig. Som jeg forestiller mig en tibetansk zen-mester. Eller Jesus. Hun lå i sin sofa og tog imod os. Hendes øjne lyste, hun så lige ind i os, hun så alt, forstod alt. Vi behøvede ikke at tænke på noget. Hun påtog sig både livet og døden, alt det ubærlige. Hun bar det for os. Vi var hendes børn, og der var ikke længere noget at være bange for. Nielsen? Før eller siden må der komme en reaktion. Hvis han lige til det sidste bare lever sit liv, som et ganske almindeligt menneske, så... er han ikke noget menneske.

THE LAST 24 HOURS IN THE LIFE OF NIELSEN

or

"THE CARDBOARD COFFIN"

@
Posted by: DAS BECKVAERK Posted on: Sep 12th, 2002, 11:10am

Oplysning Presse Samfund!
Om 36 timer er det forbi. Nielsen har ladet os forstå, at han ikke har noget andet sted at flytte sit liv hen. Vi har ladet Nielsen forstå, at det gør os ondt. Men vi kan ikke have ham på programmet længere. Der er ikke publikum til Nielsens Liv. Og dermed ingen økonomi. Vi har selvfølgelig en vis etisk forpligtelse over for vores næste, men der er grænser. Teatret er ikke en velgørenhedsorganisation. Teatret er en forretning. Hvis forretningen ikke løber rundt, så bliver den før eller siden lukket. Af kommunen. Af staten. Eller af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Nielsens Liv har allerede kostet Das Beckværk flere tusinde kroner, vi har oven i købet forlænget spilleperioden med en halv måned. Men nu er det forbi. I morgen, fredag d. 13. kl. 21, tænder vi publikumslyset, og hvis Nielsen har lyst, kan han jo bukke et par gange for sit publikum. Hvis han da har et sådant. Hvis ikke... kan han bare gå. Så tager vi os af resten. Resterne. Hvad han måtte efterlade sig af snavs, ting og sager. Den slags har vi folk til.
Når scenen er ryddet afholder vi et Gravøl for Nielsens Liv. Billigt, koldt øl. Alle er velkomne. Undtagen Nielsen. I vores kultur er der ikke præcedens for at den netop afgåede deltager i sit eget gravøl. Desværre.

På vegne af Das Beckværk
Værkføreren

@
Posted by: NIELSEN Posted on: Sep 13th, 2002, 7:43pm

Jeg kunne ikke sove i nat. Men ellers har jeg gjort, som jeg plejer. Levet mit liv. Så godt jeg nu kan. Dagen i dag bliver svær at trænge igennem, luften er så træg, mættet af sorg. Jeg har prøvet det før. Det har ikke noget med dagen at gøre. Denne dag. Det er bare fordi, jeg ikke har sovet. Når man ikke har sovet nok, så bliver alt ubærligt, selv den hvide kop og vandet, man hælder op i den. Lad det stå. Lad mig ligge. Jeg ved ikke, hvad der skal ske bagefter. Når det her er forbi. Men sådan har det alle dage været. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, jeg rejser mig bare og går ind i det. Eller ud. Jeg er ikke bange. Jeg er rædselslagen. Det er jeg hver dag. Det er derfor jeg rejser mig og går i gang. Svinger armene, benene, sætter mig, skriver, rejser mig, går, går, går, til jeg er så træt, at der ikke er andet at gøre end at lægge sig ned og lukke øjnene. Hvad vil de have, jeg skal gøre?

@
Posted by: DRAMATURG Posted on: Sep 13th, 2002, 11:02am

Mindre end 11 timer igen. Så er det forbi. Han lader som intet. Han blev måske liggende lidt længe i sengen (til kl. 9:13), men så stod han op, gik på toilettet og gjorde derefter sit morgengymnastikprogram. Som om dagen i dag blot var endnu en dag i en endeløs række af dage. Hvis han klarer den, hvis han bliver ved således lige til det sidste, så ødelægger han ikke forestillingen. Så har vi lykkedes at producere en næsten rekordlang forestilling med en helt flad, ja rent ud sagt plat dramaturgi. Et mere end månedlangt drama. Helt uden dramatik. Hold ud Nielsen. Hold ud!

@
Posted by: NIELSEN Posted on: Sep 13th, 2002, 7:43pm

Som jeg plejer, jeg har gjort som jeg plejer, jeg vil fortsætte med at gøre akkurat, så godt jeg nu kan, som jeg plejer. Som jeg plejer. Så ødelægger jeg ikke forestillingen. Men så er jeg heller ikke noget menneske. Og så er forestillingen ødelagt, for så er jeg ikke den almindelige mand, de har reklameret med, så repræsenterer jeg ikke noget eller nogen. Jeg er nødt til at gøre noget særligt i dag. Jeg har kun en time og syvogtyve minutter endnu. At gøre dette særlige noget i. Jeg pakker mine ting, slukker computeren, pakker den ned, hver ting sin kasse. Hidtil har mit liv været et stort rod. Nu rydder jeg op. Stabler. Og hvad så?

@
Posted by: DAS BECKVAERK Posted on: Sep 13th, 2002, 7:44pm

Hold ud, Nielsen, hold ud!

@
Posted by: NIELSEN Posted on: Sep 13th, 2002, 7:49 pm

Jeg havde troet, at der ville ske noget. Med mig. Eller med verden. At nogen ville sige noget. Til mig. Noget særligt: Men det meste af tiden har der stort set ikke været andre end mig. Her. I mørket.

@
Posted by: NIELSEN Posted on: Sep 13th, 2002, 7:59pm

Måske bliver her med ét helt ufatteligt lyst...

@
Posted by: DAS BECKVAERK. Posted on: Sep 13th, 2002, 20:37 pm

20:00. Pludselig holder han op med at skrive. Nielsen stirrer ud i luften. Nielsen sukker. Nielsen slukker computeren, går hen til sengen, som står uredt fra natten før. Han lægger sig på ryggen med hænderne over hovedet og ser op i mørket.

DRAMATURGEN
Det der, det har vi ikke set før. Spørgsmålet er, om det er nu, det pludselig går op for ham, hvad det er, der skal ske. Vi har aldrig tidligere i Nielsens Liv set ham lægge sig i sin seng på den måde, ikke sådan, så tidligt på aftenen. Regelen er, at han først lægger sig efter midnat, når han håber på at kunne sove.
Nielsen rejser sig. Nielsen går i gang med at pakke sine ting. Hver ting i sin kasse. Håndvægten i kassen med påskriften "Håndvægt". Mobiltelefonen i kassen med påskriften "Telefon". Sangene i kassen med påskriften "Nielsens sange. Og så videre. Videre. Nielsen. Til slut - eller kort før - stabler han alle kasserne og de to borde midt på scenen. Et helt lille bjerg af kasser. Så trækker Nielsen stikkene ud

REGISSØREN
Gad vide, hvor han havde fået den lommelygte fra. Det var jo ikke nogen almindelig lommelygte, det der, det var sgu en af den slags, vi bruger bag scenen, når forestillingen kører. Han må have vidst, hvad der skulle ske og, ja så har han altså taget, det vil sige, neglet den. Rent ud sagt.
20:33 Nielsen har sat lygten fast mellem sine tæer. Nielsen sidder på barnestolen foran sit lille bjerg af kasser.

PICCOLINEN
Det ligner noget fra forrige århundrede. En banegård. En mand med alt hvad han ejer, kasser, møbler, alt. Han venter på toget.

DRAMATURGEN
Måske har han lukket sine øjne.
20:37 Nielsen rækker ud efter kassen med påskriften "Guitar". Nielsen åbner kassen og tager guitaren ud.

@
Posted by DAS BECKVAERK Posted on: Sep 16 th, 2002, 8:00 am

FORESTILLINGSLEDEREN
Så, da der var fem minutter igen, klokken tyve femoghalvtreds, så går jeg ind og siger det til ham. Jeg syntes, han skulle vide det. Han sad jo bare der i næsten mørket og spillede guitar og sang. "Nielsen. Klokken er tyve femoghalvtreds", siger jeg. Det er det hele.

PICCOLINEN
Der blev så stille. Han sad lidt og så ud i mørket.

DRAMATURGEN
Måske havde han lukket sine øjne.
19:57 Nielsen lagde guitaren ned i kassen. Nielsen rejste sig og begyndte at tage sit tøj af, bukserne, den støvblå T-shirt med påskriften "The man who"

DRAMATURGEN
Manden som... Manden som hvad?

LYSAFVIKLEREN
Præcis klokken 21 tænder jeg salslyset. Det var, hvad jeg havde fået besked på.

@

Posted by PUBLIC SERVICE Posted on: Sep 16th 2002 10:00 am

VÆRKFØREREN
Jeg kan ikke sige, at vi har tjent på det. Rent økonomisk har Nielsens Liv været en katastrofe. Publikum svigtede ham. Og dermed, i sidste ende, os. Men sådan er showbiz.

JOURNALISTEN
Og tingene? Hvad har I tænkt Jer at gøre med det hele?

VÆRKFØREREN
Vi sorterer det. Groft. Det vi umiddelbart kan bruge - det kan være en rekvisit, som kan genbruges i en kommende forestilling - det tager vi til side. Resten ryger ud.

JOURNALISTEN
På lossepladsen?

VÆRKFØREREN
Det ved jeg ikke, det må Renovadan tage sig af.

JOURNALISTEN.
Og den sidste kasse? I lod en enkelt kasse blive stående tilbage midt på scenen.
VÆRKFØREREN
Nåh, den.

JOURNALISTEN.
Hvad er der i den?

VÆRKFØREREN
Det skal jeg ikke kunne sige.

JOURNALISTEN
I har ikke set efter?

VÆRKFØREREN
Nej.